Se også bloggen “ministerbeskyttelse.dk”

Webstedet ministerbetjening.dk rummer dokumentation omkring VK-regeringens og offentlighedskommissionens forslag til en ny offentlighedslov, men kommentarer til det forslag, S-SF-R-regeringen fremsatte i februar 2013 findes nu på webstedet ministerbeskyttelse.dk.
Læs resten

Udgivet i Nyheder | Kommentarer slået fra

Journalister foreslår lov om større åbenhed

Vi er tre journalister, der nu kommer med et udspil til, hvordan borgerne og pressen kan få bedre muligheder for at kontrollere, at alt går rigtig til i den offentlige forvaltning. Vi har udarbejdet teksten til en ny offentlighedslov til erstatning for den nuværende.

Forslaget er et samlet alternativ til det lovforslag, der for snart to år siden kom fra en særlig offentlighedskommission efter syv års arbejde. Dette forslag er siden blevet fremsat med mindre ændringer af justitsminister Lars Barfoed, men ministeren har ikke kunnet skaffe flertal for forslaget i Folketinget.

Vort forslag er først og fremmest et forsøg på at sætte en stopper for, at ministre og embedsmænd, uden at det får konsekvenser, kan se stort på de gældende lovkrav. Vi fjerner fortolkningsmuligheder ved at skrive grænserne for aktindsigten ind i selve lovteksten. Og så indfører vi en mulighed for sanktioner over for myndigheder og i særlige tilfælde ansatte, hvis de ulovligt søger at hindre borgerne i at få aktindsigt.

Alle spor af den udvidede mørklægning af ministerbetjening er fjernet fra forslaget til en ny lovtekst. Den findes i et forslag fra offentlighedskommissionen om at lukke af for næsten al korrespondance mellem ministre og embedsmænd i ministerierne og deres underliggende myndigheder – styrelser, direktorater o.s.v. Forslaget er blevet skarpt kritiseret, ikke mindst af pressefolk, fordi det f.eks. kan betyde, at ministre kan bestille fejlagtige eller vildledende rapporter og indstillinger, uden at borgerne har mulighed for at opdage det.

Vi har deltaget i debatten om offentlighedsloven i snart to år. Det har bl.a. ført til en bog om problemerne ved Offentlighedskommissionens lovforslag. “Ministerbetjening – en journalistisk hvidbog” (oktober 2010), ligesom vi har orienteret Folketingets retsudvalg om problemer med ministerens lovforslag.

Vores forslag til en samlet ny offentlighedslov er udarbejdet på 2½ måned i sommeren 2011. Vi har ikke som offentlighedskommission haft mange år og store ressourcer til vores rådighed. Derimod har vi vore erfaringer fra mange års brug af den nuværende offentlighedslov. Derfor er lovteksten vort bud på, hvad der efter erfarne pressefolks opfattelse skal til, hvis fornyelsen af offentlighedsloven skal ende med realistiske forbedringer og ikke med alvorlige indskrænkninger af åbenheden. Hensigten med de enkelte bestemmelser fremgår klart af de forklaringer til lovteksten, vi har vi forsynet lovteksten med.

Det er ikke vores absolutte drømmetekst til en ny lov. De senere års sager omkring slettede e-mails, hemmeligholdte rapporter om sygehustakster, overtrædelse af internationale konventioner og vildledende aktiveringsnotater viser, at der selv med gennemførelse af vore forslag er langt igen til virkelig åbenhed. Men i betragtning af den indsats, der er gjort for at indskrænke åbenheden, har vi valgt at præsentere et forslag om en realistisk forbedring og et stop for alvorlige indskrænkninger af åbenheden.

Forslaget til en ny lovtekst er skrevet af Jesper Tynell, Erik Valeur og Lars Rugaard, der har fået tildelt Cavlingprisen for deres journalistiske arbejde i hhv. 2010 og 1995.

Vi står til rådighed for yderligere oplysninger og kommentarer – ring til Jesper Tynell på 28 57 56 59, Erik Valeur på 21 46 80 66 eller Lars Rugaard på 20 19 30 55.

Udgivet i Nyheder | Tagget , , , | Kommentarer slået fra

Offentlighedsloven på sommerferie

Forsøgene på at begrænse åbenheden gennem en strammet offentlighedslov er nu gået i feriedvale.

Der har været gjort forsøg på at arbejde med forslaget i juni, mens regeringen tumler med sin 2020-plan, og der har været antydninger af, at det ansås for en mulighed at få lovforslaget vedtaget her i juni, hvis der kunne skaffes enighed om et forlig.

Det har imidlertid vist sig, at der end ikke kunne skaffes kalendertid til et møde i juni, og derfor  ryger forslaget videre til næste Folketingssamling, hvad enten den kommer før eller efter et valg.

Status er nu, at et flertal afviser den mest omdiskuterede del af lovforslaget, nemlig bestemmelsen om, at dokumenter, der indgår i ministerbetjening, ikke er omfattet af retten til aktindsigt uanset om de udveksles mellem et ministerium og andre myndigheder. Men samtidig er der et flertal, der i et eller andet ikke nærmere specificeret omfang finder, at der er behov for at indskrænke den eksisterende adgang til aktindsigt i ministerbetjeningen.

Problemet er tilsyneladende, at der er mangel på ideer til, hvordan det så kan gøres uden at der sker alvorlig – og dokumenterbar – skade på den åbenhed, alle danske politikere bekender sig til.

Udgivet i Nyheder | Tagget , | Kommentarer slået fra

Et forsøg på at gøre det upræcise uklart

Et par uger før Folketinget lukker ned for sommeren, har Justitsministeriet prøvet at tage et initiativ i reformen af offentlighedsloven – men vel at mærke på en måde, så man ikke kan sige, at ministeriet har taget initiativet.

Dermed er der skrevet et nyt afsnit i den besynderlige sag om ministerbetjeningen, som en del politikere gerne ser indført, men som de har mærkbar ulyst ved at lægge navn og stemme til. Ministerbetjeningen er en indskrænkning af borgernes kontrol med ministre og embedsmænd, og den er med rette blevet kritiseret som et alvorligt demokratisk tilbageskridt.

Fredag (den 13. maj) havde justitsministeriet besøg af en lille udsøgt kreds af politikere fra regeringspartierne – V og K -  samt S og SF, og her spillede ministeriet ud med nogle tanker om ændringer af lovforslaget. Samtidig afslørede justitsminister Lars Barfod, at det er disse fire partier, han tænker på, når han siger, at han ønsker et bredt flertal for loven. Læs resten

Udgivet i Nyheder | Tagget , , , | Kommentarer slået fra

Den dér, hvad vi nu skal kalde den

Den er der endnu – drømmen om at lukke af for borgernes kontrol med magten. Og lige nu arbejdes der i Justitsministeriet med en af magtspillets ældste fiduser: Den, der går ud på at gemme virkeligheden bag et nyt navn. Ministerbetjeningen er død! Længe leve – hvad vi nu skal kalde den! Læs resten

Udgivet i Nyheder | Tagget , , | Kommentarer slået fra